Piloter i Norge frygter for 135.000 jobs

piloterEfter tre års stridigheder med fagforeninger og konkurrenter fik Norwegian sent fredag sin permanente licens til at flyve til og fra USA.

Den norske fagforening for piloter, Norsk Flygerforbund, ønsker vind i sejlene for sine landsmænd i Norwegian, men frygter samtidig for fremtiden for piloter og kabinepersonale i hele USA og Europa, skriver finans.dk.

For hvis Norwegian har succes som lavprisselskab, hvorfor skulle selskabets konkurrenter så ikke kopiere modellen, lyder bekymringen: ”Vi er bekymrede for, at det er startskuddet til en udflagning af europæiske og amerikanske arbejdspladser”, siger fagforeningens chef, Yngve Carlsen ifølge E24.no.

”Faren er stor for 135.000 arbejdspladser i Europa. Ikke fordi Norwegian med sine 40 fly tager asiatisk arbejdskraft i brug, men fordi de andre selskaber kan komme halsende bagefter og etablere datterselskaber i Irland efter samme model”, siger Yngve Carlsen.

Ifølge beregninger fra Norsk Flygerforbund kan billetprisen på et fly med billigere asiatisk arbejdskraft blive op til 45 kroner billigere end en tilsvarende med europæiske ansatte.

Hos Norwegian er stemningen anderledes. Talsmand Lasse Sandaker-Nielsen siger til E24, at det netop er de asiatiske lønninger, der har været omdrejningspunktet i stridighederne, men at fagforeningens bekymringer er grundløse: ”Vi har offentliggjort disse lønninger, og de asiatiske medarbejdere har faktisk den højeste købekraft af vores samlede kabinepersonale”.

Han påpeger, at Norwegian forventer, at den permanente USA-adgang vil medføre 500 flere amerikanske medarbejdere næste år.