Passagerer betalte dobbelt for DSB-billetter

DSB overtræder markedsføringsloven, når man i flere uger har set passivt til, mens billetautomater trak dobbelte beløb i nogle billetautomater, vurderer Forbrugerrådet over for BT.

Siden starten af juli har DSB vidst, at i hvert fald én billetautomat ved fejl har trukket dobbelt så mange penge fra kundernes betalingskort, som den skulle. Det viste sig at gælde for flere automater på flere stationer nord for København, men først nu arbejder DSB på at udbedre skaden, skriver bt.dk.

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk kalder DSBs passivitet et muligt lovbrud: ”Det er en overtrædelse af markedsføringsloven, når kunderne betaler en forkert pris, og at DSB ikke straks retter fejlen”, siger projektchef Asta Ostrowski.

DSB oplyser til BT, at togselskabet nu kan konkludere: ”Problemet gælder enkeltbilletter til korte rejser i området Lyngby, Holte og Gentofte samt Nærum-banen. Rejser på Rejsekort, pendlerkort og mobilbilletter er ikke berørt”, siger underdirektør Aske Wieth-Knudsen.

Hun oplyser, at den første kundehenvendelse kom 7. juli. Først da anden henvendelse kom to uger senere, undersøgte DSB sagen.

”To kunder havde haft fejl, men derfra og så til at realisere, at det var en systemfejl, tager noget tid. Vi skal selvfølgelig informere om det, men vi kan først sætte et skilt på, når vi kender problemets omfang”.

Kunder, der opdager, at de har betalt for meget, kan henvende sig til DSBs kundeservice.