Home Nyheder Partnerskab fra Tønder til Skagen

Partnerskab fra Tønder til Skagen

0
SHARE

lyngvig_fyrRepræsentanter for vestjyske turisterhverv har sammen med regioner og kommuner skabt et nyt vækstinitiativ, ’Partnerskab for Vestkystturisme’, for at styrke samarbejdet mellem feriesteder og kommuner langs den jyske vestkyst. Målet er at blive blandt Europas førende kystferiedestinationer.

Det er med det formål, at 80 repræsentanter med fælles interesser for vestjysk turisme har vedtaget en handleplan, der skal skabe vækst i turismen.

Mange turister har ønsket, at finde en samlet oversigt over mulige oplevelser i området, og det styrkede samarbejde skal sikre en mere sammenhængende geografisk profil.

Borgmestrene for Varde, Ringkøbing-Skjern og Jammerbugt kommuner, Erik Buhl, Iver Enevoldsen og Mogens Gade, indtræder i bestyrelsen.

Vestkysten har mere end 27 millioner overnatninger årligt – langt flere end København – og indtjeningen skaber et godt grundlag for de private og offentlige services, der sikrer, at vækst og velfærd går hånd i hånd.

Partnerskab for Vestkystturisme omfatter mere end 550 kilometer unik kystlinje, tre øer, to nationalparker, UNESCO verdensarv, masser af aktiviteter for vand- og strandsport, en national cykelrute fra Skagen til Rudbøl, over 45.000 sommerhuse, samt et stort antal kystnære campingpladser, badehoteller og feriecentre.