Palace bliver Scandic-hotel

1. april overtager Scandic Hotels et af Københavns vartegn, det traditionsrige Palace Hotel på Rådhuspladsen. Dermed har hotelkæden syv hoteller i hovedstaden.

  

Palace Hotel er et af Københavns mest karakteristiske hoteller. Med sin placering på Rådhuspladsen ligger det så centralt, som det kan lade sig gøre. Hotellet har også restaurant Brasserie on the Square og Palace Bar, to populære oaser.

  

”Jeg er utroligt glad for, at denne aftale er kommet i stand. Selv om Scandic er godt repræsenteret i København allerede, bliver vi nu synlige på en helt anden måde. Palace er et hotel, som alle københavnere har et særligt forhold til”, siger Frank Fiskers, født og opvokset i København og nu CEO for Scandic-koncernen.

  

Scandic har indgået en lejeaftale med ejeren, Fritz Schur.

  

Palace Hotel med det karakteristiske tårn blev bygget i 1910 og er moderniseret i årenes løb. Hotellet gennemgår nu en omfattende renovering af værelser, restaurant og bar samt lobbyområde. Hotellet bliver udvidet fra de nuværende 162 til 170 værelser.

 

Skrevet af Flemming Juul