Overskud hos Primo Tours

herathera-island-resort_1968-2-c-1412845224Med et overskud på knap 4,2 millioner kroner før skat forbedrer charterselskabet sit resultat markant sammenlignet med de seneste år.

Bjarke Hansen, adm. direktør i Primo Tours: ”Vi har haft en klar stigning i antallet af gæster, som kommer igen og igen. De loyale gæster betyder, at den varme sommer ikke ramte os så hårdt. Hvis det ikke var for stamgæsterne havde resultatet set anderledes ud”.

Det vestjyske charterselskab har i 2014 blandt andet købt det aarhusianske charterselskab Århus Charter.

Primo Tours har ingen planer om, at forretningen skal være større. Slet ikke efter et år, hvor flere af de helt store charterselskaber har haft røde tal på bundlinjen.

”Vi har den størrelse, vi skal have. Vores fokus er fortsat at finde unikke rejsemål – som for eksempel Maldiverne, som vi fløj til denne vinter med ugentlig afgang direkte fra Billund Lufthavn. Derudover skal vi forfine vores service og fortsat tilbyde gæsterne den samme kundeoplevelse. Lige meget om vi sender dem til Maldiverne eller Mallorca”, siger Bjarke Hansen.