Oure Familiehøjskole på Malta

FolkeFerie.dk og Skolerne i Oure Sport & Performance har sammen arrangeret familiehøjskole på Malta.

Der er en bred palet af højskoleaktiviteter med fokus på socialt fællesskab når Skolerne i Oure Sport & Performance for første gang rykker en del af de efterspurgte sommerkurser op af den sydfynske muld. Familieferien er skræddersyet, så den passer til de nye omgivelser og kombinerer aktiviteter i den dejlige sommerluft med smuk natur og spændende historie på middelhavsøen.

Martin Ebmark, direktør i FolkeFerie.dk: ”Skolerne i Oure Sport & Performance er garant for høj kvalitet, når det gælder fælles oplevelser med udgangspunkt i højskoletraditionerne, mens vi tilbyder de bedste rammer på vores Mellieha Holiday Centre. Sammen skaber vi de perfekte betingelser for familielivet”.

Skolerne i Oure Sport & Performance er landets største og mest eftertragtede sommerhøj- og efterskole, og skolens traditionsrige sommerkursus stammer helt tilbage fra slutningen af firserne. I årenes løb har Skolerne i Oure Sport & Performance budt på mange forskellige sommeraktiviteter for danske familier, og hvert år formår skolen at forny sig, så der altid er noget spændende at byde på for folk i alle aldre.

”Vi tilbyder aktiviteter på alle niveauer i alt fra windsurfing og snorkling til beachvolley og mountainbike til voksne. Til børnene tilbyder vi aktiviteter i alt fra adventure- og sportsaktiviteter til dans og boldspil. I løbet af dagen har vi også fælles aktiviteter med både børn og voksne”, fortæller Jasper Gramskow Mortensen, kommunikations og udviklingschef på skolerne i Oure..

Opholdet på Malta finder sted i uge 28, og i løbet af ugen krydres de sportslige aktiviteter med kulturelle udflugter og spændende foredrag.