Øget kontrol inden USA-rejsen

Customs+Border+Protection+Screen+Travelers+8DY3jKqctItlDer skal for fremtiden svares på endnu flere spørgsmål i den elektroniske ansøgning forud for rejse til USA, hvor man frygter for Syrien-krigere med vestlige pas.

USA’s indenrigsminister Jeh Johnson: ”Vi tager disse skridt for at skærpe sikkerheden for lande, der er med i vores program for visumfrihed. Vi vil vide mere om de rejsende, der kommer fra lande, hvor der ikke kræves visum”.

De amerikanske myndigheder er bekymret for de sikkerhedstrusler, der knytter sig til radikalisering af udlændinge, der tager til Syrien for at kæmpe. Mange af dem har vestlige pas og kan komme gennem lufthavne uden at skabe mistanke, skriver dr.dk.

38 lande er med i programmet, der fritager deres statsborgere for visum til USA. Det er blandt andre Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, samt flere andre europæiske lande og Japan, Singapore, Taiwan og Sydkorea. De kan opholde sig i USA i op til 90 dage uden visum, men skal udfylde en elektronisk indrejseansøgning inden.

”Den kommer til at omfatte yderligere data fra passet, kontaktinformationer og andre mulige navne, som en person kunne anvende – for eksempel forældres navne”, siger Jeh Johnson.

Flere medlemmer af Kongressen har forsøgt helt at få ophævet ’Visa Waiver’ programmet på grund af truslen fra radikale islamister.