Nyt landingssystem i Aalborg Lufthavn

Fra kontraktunderskrivningen fra venstre Thorbjørn Moen, Søren Svendsen og Hans Kristian Skovmose.

Aalborg Lufthavns landingssystemer opgraderes til en ILS CAT III klassificering, der sikrer, at kommercielle fly kan lande i al slags vejr. Starten blev markeret mandag med underskrivning af kontrakten mellem parterne.

”Det er en stor dag i Aalborg Lufthavn, da en CAT III klassificering i høj grad styrker flytrafikken ind og ud af Aalborg. Derfor er vi glade for samarbejdet med Flyvestation Aalborg, Naviair og Indra Navia, der fra dag ét har vist engagement og gjort en kæmpe indsats for projektets realisering”, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Kontrakten blev underskrevet af Project Manager, Thorbjørn Moen, fra norske Indra Navia, der er den førende inden for CAT III installationer, chef for operationsafdelingen i Flyvestation Aalborg, Hans Kristian Skovmose og direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen. Til stede var også chefen for Naviair, Ole Eckhaus, der sammen med sit team implementerer systemet og efterfølgende kommer til at stå for vedligeholdelsen.

Aalborg Lufthavn indtil nu har haft en CAT I og II klassificering, der har gjort det muligt for fly at lande i vejr med en sigtbarhed ned til 300 meter. Med CAT III bliver det muligt at lande i en sigtbarhed på 0 meter, hvorfor selv tæt tåge ikke vil skabe udfordringer for flytrafikken.

Installationen er i fuld gang og forventes færdig den 25. maj, hvorefter Aalborg Lufthavn er ILS CAT III klassificeret som den tredje lufthavn i Danmark og nummer 145 i verden.

Største måned i Aalborg Lufthavns historie

Aalborg Lufthavn styrker ruteudvikling

SAS åbner Aalborg-Oslo rute