Nye partnere i VisitNordsjællands mødeprogram

2019/08/defaultmain.jpg

Comwell Borupgaard og Scandlines er nye medlemmer af VisitNordsjællands koncept Unikke Mødesteder, der skal styrke samarbejdet om møder og konferencer i regionen.

Flere møde- og konferencesteder i Nordsjælland ser fordelene ved at samarbejde på tværs om at tiltrække mødeturister. Senest har hotellet Comwell Borupgaard i Snekkersten samt Scandlines meldt sig ind i samarbejdet i netværket Unikke Mødesteder.

”Vi er glade for at have fået Comwell Borupgaard med i Unikke Mødesteder. Et samarbejde med Borupgaard vil styrke den fælles indsats for at tiltrække mødeturister til Nordsjælland. Samtidig er Comwell en landsdækkende kæde,” siger Berit Elmark, chefkonsulent i VisitNordsjælland.

Med de to nye partnere består Unikke Mødesteder- samarbejdet af 15 mødesteder mm. Hotelchef Fabio Messina fra Comwell Borupgaard siger:

”Først og fremmest giver Unikke Mødesteder os mulighed for at dele og udveksle erfaringer med samarbejdspartnerne. Der er spillere på markedet, der minder om os, og jeg tror, at netværket kan være til stor gavn for os. Desuden ønsker vi at markedsføre os mere lokalt. Hvor vi tidligere har haft fokus på København, vil vi nu også gå ind på det lokale marked i Nordsjælland.”

Comwell Borupgaard har årligt besøg af 60.000 gæster. I hverdagen bliver hotellet mest brugt til lokale møder og større internationale konferencer.

Unikke Mødesteder er åbent for alle virksomheder, der har interesse i møde- og konferencemarkedet, og som er beliggende i en af de fem kommuner, der udgør VisitNordsjælland.

Udover netværksmøder, hvor medlemmerne i fortrolighed deler erfaringer, deltager netværket på messer i både Danmark og Sverige og afholder ”live-arrangementer” i løbet af året.

Partnere i Unikke Mødesteder: Comwell Borupgaard, Scandlines, Hotel Hornbækhus, Madam Spruck – Hotel, M/S Museet for Søfart, Kulturværftet Helsingør, Kronborg Slot, Konventum – LO-skolens konferencecenter, Sankt Helene, Pharmakon Konferencecenter, Hotel Hillerød, Strand- og Badehotel Marienlyst, Havgården Badehotel, FrederiksborgCentret og Bymose Hegn.