Ny Tv-serie ’Mad til Bord 4’

dk4, der er kendt for sine rejseprogrammer, lancerer nu en helt ny serie om kroer i Danmark. ’Mad til Bord 4’ er en serie på fem x 25 minutter om Rold Gl. Kro, Schackenborg Slotskro, Hotel Nørrevang, Hovborg Kro og Hotel Thinggaard.

I Danmark har vi stolte traditioner for kroer og gæstgiveri. I 1396 besluttede dronning Margrethe I, at der langs alle hovedveje skulle opføres kongelige privilegerede kroer. De skulle ligge for hver 4 mil, hvilket i dag svarer til ca. 30 km, men dengang svarede til en dagsrejse.

I dag er der ca. 400 af kroer i Danmark, og ca. 50 af dem er med i ’Dansk Kroferie’.

”Vi har fulgt de fem kroer et helt år og hovedpersonerne er de mennesker, der driver stederne. Det er hårdt arbejde, og det er netop det, vi gerne vil vise med programmerne i stedet for et glansbillede af livet som kroejer i dag”, siger rejseredaktør Anne-Vibeke Isaksen fra dk4.

De fem udvalgte steder er meget forskellige. Hotel Thinggaard er et tidligere missionshotel i Hurup Thy, og her er der nye muligheder med Nationalpark Thy. I Sønderjylland ligger Schackenborg Slotskro, der ud over at have royale naboer også gerne vil være et sted for alle. På Falster er Hotel Nørrevang et hyggeligt sted, der kæmper med en meget lang lavsæson og på Rold Gl. Kro kan det være svært at få tiden til at række, når man står med det hele selv. På Hovborg Kro hjælper hele familien til, men det giver helt andre udfordringer.

”Danskere vil gerne på kroferie, og når de kommer, spiller hele apparatet forhåbentligt perfekt. Vi synes det er spændende, at man kan komme bag kulisserne og se hvilke kræfter, der skal til, for at det netop ér perfekt”, siger direktør Jørgen Christensen fra Small Danish Hotels, der repræsenterer Dansk Kroferie.

Det første program sendes mandag den 4. februar kl. 21.30 på dk4 og herefter de fire følgende mandage. Man kan også følge serien på www.RejseAvisen.dk/Kroferie