Ny turoperatør i Danmark

Bag det nye tiltag står Brandstrup Travel, Comet Rejser og AirTiki, og Dane Travel har indgået aftaler om udstedelse af flybilletter med mere end 30 danske rejsebureauer. Som billetchef er ansat Bent Christiansen og som salgschef Susanne Brønnum, som direktører foreløbigt Per Brandstrup og Ole Garde og som formand i bestyrelsen Jan Bodin.

”Dane Travel venter en omsætning på omkring 200 mio. kr. første år”, fortæller direktør Per Brandstrup. ”Vi har aftale med stort set alle flyselskaber, der er medlem af BSP, og arbejder allerede nu med formidling af billetter til lavprisflyselskaber. Vi har igennem de seneste måneder udviklet prissystemer m.v., der giver tilknyttede rejsebureauer mulighed for at få udstedt billetter 24 timer i døgnet i alle ugens dage.

Ud over Brandstrup Travel, Comet Rejser og AirTiki er det meningen at 40% af aktierne i løbet af året skal sælges til interesserede bureauer, så Dane Travel reelt bliver et interessefællesskab mellem de tilknyttede rejsebureauer.

”Vi har mange ideer”, fortsætter Per Brandstrup. ”Vi forestiller os ikke at Dane Travel skal have egen produktion, ud over flybilletter, hoteller og billeje, men vi håber, at vi, der er med i Dane Travel, kan sælge vore pakkerejser til hinanden, og trække på den meget store erfaring, der findes. Et rejsebureau kan f.eks. sælge pakkerejser til Thailand til de øvrige. Et andet bureau kan sælge Indien osv. På den måde kan vi blive et fællesskab, der dækker hele verden”.

Ud over udstedelse af flybilletter vil Dane Travel løbende holde kurser og møder for tilknyttede rejsebureauer. Her vil der bl.a. blive undervist i brug af CRS’erne, orienteret om ændringer af flyselskabernes regler og information om hinandens produkter.

Skrevet af web-redaktionen