Ny formand for Feriehusudlejerne

Jan Haapanen.

Jan Haapanen.

Feriehusudlejernes Brancheforening har valgt Jan Haapanen, adm. direktør i Novasol/dansommer, til ny formand efter Kaj Frederiksen, adm. direktør i Sol og Strand.  

Den nye formand står i spidsen for en af verdens største feriehusudlejere og nu også for brancheforeningen. ”Danmark kan noget inden for feriehusudlejning, som er helt unikt. Vores evne til at organisere private folks ejendomme til udlejning er et godt skridt foran resten af verden, og det er ikke tilfældigt, at de førende feriehusudlejere i Norden har base herhjemme.

Feriehusudlejning skaber en omsætning i Danmark på 12 milliarder kroner årligt, og med en vækst på 2,4 millioner overnatninger i lejede feriehuse de seneste to år er der udsigt til yderligere omsætning og flere  arbejdspladser, når vi i år passerer 18 millioner overnatninger i lejede feriehuse”, siger Jan Haapanen.

Den nye formand ser frem til, at rammerne for feriehusudlejning forbedres. Regeringen har foreslået en udvidelse af sommerperioden, så feriehuse kan udlejes mere end i dag gennem lempelse af 39-ugers regelen. Dansk Folkeparti har foreslået en forhøjelse af den skattefrie bundgrænse for sommerhusejere fra 21.000 kroner i dag til 30.000 kroner om året, når man udlejer gennem et bureau. Regeringen vil også give mulighed for at bygge nye feriehuse til udlejning og give bedre muligheder for at udvikle kystturismen.

”Hvis Folketinget udvider 39-ugers reglen til en fleksibel 43-ugers regel, hæver det skattefrie bundfradrag så flere motiveres til udlejning og sænker energiafgifterne, vil Danmark kunne få millionvækst i overnatninger”, siger Jan Haapanen.

Han er i forvejen bestyrelsesmedlem i Dansk Erhverv og formand for Dansk Erhvervs oplevelses- og turismeudvalg, bestyrelsesmedlem i VisitDenmark, bestyrelsesmedlem i Dansk Kyst- og Naturturisme og engageret i European Holiday Home Association (EHHA).