Ny fiasko for Berlins nye storlufthavn

berlin-brandenburgDen oprindelige plan lød på åbning i efteråret 2011, men de seneste udsigter for en åbningsdato lyder i dag på ’engang i 2016′.

Den nye lufthavnschef, 71-årige Hartmut Mehdorn, med en fortid som CEO i airberlin, har måttet opgive forventningerne om åbning i ar eller næste år på grund af problemer med landingsbanerne.

Den nye storlufthavn får to start- og landingsbaner – den nordre og den søndre. Den nordre benyttes allerede af flytrafikken på den eksisterende lufthavn Berlin Schönefeld og trænger til at blive renoveret.

I renoveringstiden skulle den søndre bane benyttes, men her er der uløste problemer med støjafskærmningen, da de berørte beboere endnu ikke har fået de støjdæmpende trelags vinduer, skriver dn.se.

Bag den nye lufthavn står delstaterne Berlin og Brandenburg, samt den tyske stat. I et brev til delstaten Brandenburg redegør Hartmut Mehdorn for komplikationerne og kommer til det resultat, at lufthavnen tidligst kan åbne i 2016.

Starten i 2011 blev udsat på grund af nye sikkerhedsforskrifter fra EU. I stedet skulle lufthavnen så åbne den 3. juni 2012. Åbningen blev aflyst med bare nogle ugers varsel, da det stod klart, at brandbeskyttelsen ikke fungerede.

Siden da er to åbningsdatoer – den 17. marts 2013 og den 27. oktober 2013 – blevet aflyst.