Nu stopper SJ-togene igen i lufthavnen

Foto: News Øresund – Johan Wessman

Fra i dag, mandag, stopper de svenske jernbaners X2000 igen ved Københavns Lufthavn på vej mod Malmö og Stockholm. SJ har fået lov til at benytte DSBs ID-kontrol.

I 2016 var der ikke plads til både Øresundstog og SJs X2000 på perronerne på grund af grænsekontrollerne, hvilket resulterede i, at X2000 ikke kunne stoppe ved lufthavnen på vej nordpå. Dermed måtte de 40.000 rejsende, som tog SJ-togene fra Københavns Lufthavn mod Sverige i  2015, finde andre veje til Sverige.

Nu er DSB, som har ansvaret for ID-kontrollerne mod Sverige, og SJ blevet enige om, at SJ kan benytte DSBs ID-kontroller. Dermed kommer SJ-togene atter til at køre nordpå fra Lufthavnen.

”Nu håber vi på, at vi gen genopbygge det tidligere rejsemønster og udvikle det store marked for rejser mellem Sverige og Danmark”, siger Petter Essén, forretningschef hos SJ, skriver News Øresund.