Nu starter ’Wondercool’

Februar i København byder på over 100 kulturevents indenfor musik, mad, mode, kunst, design og arkitektur. Wondercool byder på alt fra musik i parkeringskældre til gastro-cruises.

Sejlture med indlagte restaurantbesøg, koncerter på museum og i parkeringskældre, samt guidede gåture i det mere ukendte København, er på programmet, når Wondercool for tredje år i træk finder sted.

Det er Copenhagen Cooking, Copenhagen Jazz Festival, Designmuseum Danmark, Dansk Arkitektur Center, musikfestival FROST, Arken, Louisiana, Statens Museum for Kunst og Copenhagen Fashion Festival, som i februar byder på arrangementer, som bl.a. tæller cross-over events, der blander fx mad med design og musik.

Én af de københavnske sommer-succeser, madfestivalen Copenhagen Cooking, inviterer i sin vinterudgave på fejring af blåmuslingen. Under navnet ’Blåt Guld’ kan man komme på gastronomiske eftermiddags-sejlture i havnen, hvor restauranter fremtryller signaturretter med blåmuslingen i centrum.

Med René Redzepi som vært bliver der diskuteret mad og madkultur med spørgsmålet, ’Hvad er kreativitet?’. Det vil Paul Cunningham, Erwin Lauterbach, Tal R og Knud Romer diskutere med hinanden og publikum.

Musikfestivalen FROST byder på danske og internationale navne, mange i usædvanlige locations. Bl.a. spiller Elektro Guzzi på Zoologisk Museum og Peter Sommer giver smagsprøver på sit nye album i parkeringskælderen under Hotel Danmark. Nils Frahm, optræder live i Louisianas koncertsal og har Mikael Simpson med på scenen.

Copenhagen Jazz Festival byder på fx klezmer musik med bandet Mazel, der blander østeuropæisk klezmer, amerikansk jazz, fransk chanson, rumænsk folkemusik, argentinsk tango og italiensk opera på Louisiana. Guitarist Jakob Bro spiller på Kulturhuset Islands Brygge og på Statens Museum for Kunst og Sinne Eeg på Den Sorte Diamant.

Designmuseum Danmark og Copenhagen Fashion Festival afholder to modesaloner om musik, mode og identitet. Her mødes forskere og kreative, blandt andre Mads Nørgaard og Henrik Vibskov.

Dansk Arkitektur Center arrangerer ’Secret Saturday Walks’ med guidede gåture til Refshaleøen, Nordvest og Ørestad samt ’Sunday Morning Walks’ til Frederiksstaden og Ørestad.