Norwegians bedste kvartalsresultat

 

Bjørn Kjos.

 

Resultatet før skat er på næsten 900 millioner norske kroner og dermed selskabets bedste nogensinde og en forbedring på 187 millioner fra året før.

Norwegians nye fly har sparet selskabet for 28 millioner norske kroner i brændstof. Selskabets egne besparelser modvirkes af en ekstraregning på 25 millioner norske kroner som følge af flyveledermangel hos Avinor.

Norwegian havde knap 5,2 millioner passagerer i 3. kvartal 2012. Det er 580.000 flere end året før og ligeledes en rekord for selskabet. Kvartalets belægning blev 82% og RPK steg med 17%, mens ASK gik op med 20%.

”Vi er meget tilfredse med dette resultat, som er det bedste, vi har leveret i absolutte kroner. Tallene viser også, at kapacitetsvæksten har været godt tilpasset markedet. Belægningen holder sig høj, og trafikvæksten er meget god,” siger adm. direktør Bjørn Kjos. ”Vi har haft en del nødvendige omkostninger i dette kvartal knyttet til etableringen af nye baser i Thailand og i Spanien, samt øget produktion i Danmark, efter at Cimber gik konkurs. Omkostninger knyttet til selskabets vækst er vi forberedt på, men regningen for flyveledermanglen hos Avinor i sommer bør vi ikke have.”