Norwegian åbner København-San Francisco

norwegianNorwegian lancerer endnu en langrute fra Københavns Lufthavn. Fra foråret 2017 flyves direkte til San Francisco/Oakland med to ugentlige afgange og bliver Norwegians niende amerikanske destination fra København.

Fra 28. marts indsættes en af selskabets Boeing 787 Dreamliners med kurs mod San Francisco. Selskabet flyver allerede til New York, Los Angeles, Fort Lauderdale, Las Vegas, Orlando, Boston, Puerto Rico og Skt. Croix. Derudover flyver Norwegian til Bangkok fra København.

”Vi er glade for nu at give vores danske passagerer endnu flere rejsemuligheder til nogle af USAs mest populære destinationer. Danskerne har taget godt i mod vores langruter, og mange af vores afgange har været stopfyldte”, siger Norwegians kommercielle direktør Thomas Ramdahl.

Hos Københavns Lufthavn ser kommerciel direktør Peter Krogsgaard store muligheder i den nye rute. Typisk udgør amerikanerne 40% af de rejsende på Norwegians ruter mellem København og USA.

”Ud over at give danskerne nye muligheder for let at komme til Vestkysten i USA, betyder Norwegians nye rute, at endnu flere amerikanere vil rejse til Danmark. Det skaber vækst og arbejdspladser i bl.a. turisme-branchen”, siger Peter Krogsgaard.

”Mange amerikanere vil besøge de største europæiske metropoler som London, Paris og Rom, men det er tydeligt, at USA-ruterne til København er godt fyldte med turister, der vil opleve Københavns gastronomi, design og seværdigheder”.