Nordisk Råd vil satse på turismesamarbejde

image_16_9_biggerDe nordiske lande bør satse på et øget samarbejde inden for turisme. Det er indholdet i en betænkning, som Nordisk Råds udvalg for vækst og udvikling godkendte ved sit møde i Stockholm tirsdag.

Udvalget vil blandt andet have, at mandatet for de nationale Visit-organisationer justeres, så de i højere grad end i dag ved siden af de nationale opgaver også samarbejder mere nordisk. Udvalget ønsker også, at man blandt andet kortlægger merværdien af nordisk turismesamarbejde og at der udarbejdes et forslag til et program for et langsigtet turismesamarbejde.

”Vi ser gerne, at de nationale Visit-organisationer arbejder mere med hele Norden som udgangspunkt på en måde, som gavner alle nordiske lande. Det vil være godt at finde fælles projekter, som alle har nytte af og som tiltrækker flere turister til hele Norden”, siger Pyry Niemi, formand for udvalget for vækst og udvikling.

Udvalgets beslutning indeholder også anbefalinger om fælles nordiske kvalitetsmærkninger på turistdestinationer, samt en anbefaling om at afsætte midler til udvikling af det nye nordiske turismesamarbejde.

Turismesamarbejde er et af de områder, som Danmark prioriterer under sit formandskab i Nordisk Råd i år. Tidligere i efteråret havde formandskabet en konference i København om nordisk turismesamarbejde. Det var resultatet fra konferencen og et såkaldt medlemsforslag fra Den socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd om bæredygtigt nordisk turismesamarbejde, der lå til grund for beslutningen i vækstudvalget.

Beslutningen blev vedtaget ved afstemning, hvor den konservative gruppe tog forbehold over for dele af forslaget.

Betænkningen går nu til videre behandling vid Nordisk Råds session i København i november.