Noma lukker i 2016

NomaDanmarks bedst kendte restaurant, Noma, lukker i 2016, men åbner igen i 2017, fortæller køkkenchef René Redzepi i et interview med avisen New York Times.

2016 skal bruges på et nyt koncept, hvor restauranten flytter til nogle forladte bygninger lige uden for Christiania, som René Redzepi vil forvandle til et urbant landbrug omkring restaurantens nye lokaler.

”Det giver mening at have sit eget landbrug for en restaurant af denne kaliber”, siger han til avisen, der bliver vist rundt i de kommende bygninger, der lige nu blandt andet huser flere skateboard-ramper. Der er også planer om et drivhus på taget af en af bygningerne, skriver bt.dk.

Det er tanken, at en del af landbruget skal flyde: ”Vi bygger en pram og laver en kæmpe mark oven på. Vi får brug for en fuldtidslandmand”, fortæller køkkenchefen.

Noma er fire gang kåret som verdens bedste restaurant, men måtte sidste år nøjes med en tredjeplads på ranglisten, som udarbejdes af Restaurant Magazine.