Home Nyheder New Orleans klar til Pow Wow 2016

New Orleans klar til Pow Wow 2016

0
SHARE
Til venstre Karin Gert Nielsen, bl.a. direktør for Discover America Denmark, Julie P. Heizer fra USA’s handelsministerium samt Michael Martin, fra US Travel Association, der bl.a. organiserer International Pow Wow.
Til venstre Karin Gert Nielsen, bl.a. direktør for Discover America Denmark, Julie P. Heizer fra USA’s handelsministerium samt Michael Martin, fra US Travel Association, der bl.a. organiserer International Pow Wow.

I forberedelserne til næste års enorme fagmesse i USA for rejsebranchen, International Pow Wow, som New Orleans skal være vært for, inviterede Discover America forleden til infoaften på Hotel Guldsmeden Axel i København.

New Orleans bliver næste år atter vært for International Pow Wow, IPW, den 47. i en ubrudt række. Det er næste år fra 18. – 22. juni, New Orleans var senest IPW-vært i 2002.

København var første stop på en rundrejse for repræsentanter for IPW, der fortsatte til Helsinki, og via Stockholm til Oslo.

Efter en introduktion ved Karin Gert Nielsen, direktør for Discover America i Danmark, præsenterede Julie P. Heizer, Deputy Director US Department of Commerce National Travel and Tourism, hvad New Orleans står for i dag. Efter de store oversvømmelser i 2005 er byen igen klar til at huse et IPW og modtage de mange gæster.

New Orleans er største by i Louisiana, og ligger ved bredden af Mississippi. New Orleans er et vigtigt kapitel i jazzens historie, og byens lufthavn hedder Louis Armstrong International.

Efterfølgende fortalte Michael Martin, International Marketing Manager US Travel Association, der arrangerer det årlige Pow Wow, generelt om IPW, der er den største rejsemesse i USA.

Mere end 1.000 udstillere sidder klar til at møde de mange tusinde rejsebureauagenter fra hele verden.

Interesserede rejsebureau-agenter kan registrere sig på US Travel Associations hjemmeside inden 15. februar for 795 dollars. Efter den dato stiger prisen til 1,195 dollars.

For pengene får deltageren fem nætter på godt hotel, transfer fra lufthavn til hotel, underholdning i verdensklasse og lunch i tre dage. Oven i prisen kommer flybilletten.

Fra Norden er der i dag fly til 17 gateways i USA og sidste år besøgte 1,4 millioner fra Norden landet. Det bringer Norden samlet op på en fjerdeplads på TOP ti med trafik fra Europa og på en niendeplads på verdensplan. Turismen er meget vigtig for USA, da den sikrer arbejde til otte millioner. Sidste år besøgte omkring 78 millioner turister landet, målsætningen er 100 millioner inden år 2021.