New England med danskertække

USATours, der bl.a. har speciale i skræddersyede rundrejser og kør-selv i USA, oplever stor efterspørgsel på rejser til staten New England, som tidligere ikke har haft samme bevågenhed. 

I mange år har USA-rejser været ensbetydende med New York City, Florida og Californien. Groft sagt. Men flere har fået øjnene op for New Englands anderledes kendetegn.

“Det er med USA som med andre modeluner og rejsetendenser. Nogle stater hitter i perioder, og andre, som nærmest syntes glemt, rykker pludselig ind, og man havde ikke set det komme. 400 danskere har bestilt rejser til New England i efterårsmånederne, hvilket svarer til 45% flere end på samme tid sidste år”, siger Alexander Søderberg, direktør i USATours.

Det nordøstlige USA har et mere roligt udtryk og masser af forskelligartede nuancer, hvad enten det er amish-folket i Pennsylvania, efterårsfarverne på træerne i Vermont eller halvøen Cape Cod i Massachusetts, man besøger.

“Vi søger mere end nogensinde rejser med ‘on-life’ ferier og ikke online eller den mere stressende ferie, hvor vi ikke får sjælen ordentligt med. Vi vil mærke det område, vi er i, med alle sanser, og det gør ikke spor, at det foregår i et adstadigt tempo, hvor teknologien er lagt på hylden for en stund”, siger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker i Future Navigator.

New England er et helt særligt område med smukke kyster til strandliv og fiskeri, fyrtårne og små fiskerbyer samt enorme skove og snedækkede bjerge. Mange ønsker også at opleve koloni-historien og den intense kultur med verdenskendte universiteter og attraktive metropoler som Boston, Philadelphia og Washington D.C.