NAC overtager leasingselskabet Jetscape Aviation Group

NACNordic Aviation Capital (NAC), verdens største turboprop leasingselskab, der er hjemmehørende i Billund, meddelte i går, mandag, at man overtager Jetscape Aviation Group, et førende leasingselskab for regionale jetfly.

Overtagelsen bringer Nordic Aviation Capital ind på det regionale jet område med 28 Embraer E-Jets, ordrer på yderligere 11 E-Jets, samt drift af endnu 18 regionale jets, der udvider NACs i forvejen betydelige flåde af regionale fly.

“Dette er en betydelig strategisk udvikling for NAC og vi er glade for på denne måde at kunne variere vores udbud gennem tilføjelse af en særdeles fokuseret, kundecentreret organisation, med en særdeles erfaren ledelse og et dediceret personale. Jetscapes solide ry inden for regional jet leasing kan kun styrke det stærke brand, som NAC allerede har i turboprop sektoren,” siger NACs bestyrelsesformand Martin Møller.

“Vi er glade for at bringe Jetscape sammen med NAC. Vores fælles styrke giver os en udvidet geografisk rækkevidde og ikke mindre en solid økonomisk platform for yderligere udvikling af den regionale flyleasing”, siger Jetscapes CEO John Evans.

Nordic Aviation Capital blev grundlagt af Martin Møller i 1990 og er i dag verdens største privatejede leasingselskab med over 275 fly i sin flåde. NAC fokuserer på regionale fly – hovedsageligt turboprop og betjener over 40 kunder verden over. Selskabet har regionale kontorer i Irland, UK, Canada og Singapore, som leverer fly til førsteklasses flyselskaber som Air France, Garuda, Flybe, Azul, Air Berlin, Republic, Air Canada, GoJet og Etihad Regional (Darwin Airline). Nordic Aviation Capitals nuværende flåde består af ATR 42, ATR 72, Bombardier Dash 8-300/Q400, CRJ900/1000, Boeing 737, Airbus A320 og SAAB 2000.

Jetscape Aviation Group blev grundlagt i 2000 og har kontorer i Fort Lauderdale og i Sliema på Malta. Det er aktivt i Europa, Amerika, Asien, Afrika og Oceanien med 28 ejede fly (16 E190, ni E175, en E170 og to E195). Blandt kunderne er British Airways (CityFlyer), Aeromexico, Air Canada, LOT, Alitalia, Airnorth, Air Astana, Azul, Kenya Airways, TACA, TAME, Austral og Royal Jordanian. Desuden har Jetscape afgivet ordrer på 10 E190 og en E195 i 2016. Yderligere står selskabet for driften af 18 E-Jets.