Næppe fyringer i SAS Danmark

Selv om SAS skal skære 1.000 fuldtidsstillinger væk og sætte 11 fly på jorden som led i en omfattende spareplan, forventer den adm. direktør i SAS Danmark ikke at få travlt med at underskrive fyresedler. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

”Vi håber, at vi kan klare os med naturlig afgang. Der er jo hele tiden medarbejdere, der forlader os, der er stor efterspørgsel på både deltid og orlov, og vi er gode til tilpasninger. Så jeg spekulerer ikke i fyringer,” siger Susanne Larsen.

Udsigten til at kunne undgå fyringer vækker glæde hos Luftfartsfunktionærerne.
”Forhåbentlig kan vi tørre sveden af panden. Med en sådan melding driver Susanne Larsen medarbejdernes motivation op, og folk vil være villige til at brække en arm for at få flyene af sted til tiden, så forretningen kan fungere,” siger formand Nickolas Fischer.

Skrevet af Simon Jørgensen