Motorproblem i flere Dreamliners

jal 787USAs luftfartsmyndigheder har beordret flyproducenten Boeing til at gennemgå motorerne på flere af de leverede Boeing 787 Dreamliner.

Anledningen er forlydender om, at motorerne får problemer når der er risiko for isdannelse. De amerikanske flymyndigheder FAA peger på et potentielt problem i motorerne, som er fremstillet af General Electric.

Beslutningen vil påvirke over 150 fly og blev truffet efter en hændelse i januar, da piloterne på en af Japan Air Lines Dreamliners blev tvunget til at slukke for den ene motor under en flyvning mellem Vancouver og Tokyo. Hændelsen blev dog ikke betragtet som alvorlig, da flyets anden motor ikke havde problemer.