Motoreksplosion på Oslobåden

dfds-Crown-Seaways-skibe-turismeSøndag aften ramtes DFDS Oslobåd af en motoreksplosion, mens skibet var undervejs mellem København og Oslo.

Passagererne blev samlet på dækket, mens skibets røgdykkere undersøgte motorrummet og hurtigt fik branden slukket.

Maskinhavariet skete klokken 21.30 og kunne mærkes på hele skibet, som blev fyldt med røg flere steder, oplyste en af færgens passagerer til Frederiksborg Amts Avis via sms.

Informationschef Gert Jakobsen, DFDS, bekræfter, at der har været en såkaldt krumtap-eksplosion og at en af færgens fire maskiner er ude af drift, men da den normalt kun sejler på tre maskiner, har man bare startet den fjerde maskine.

Gert Jakobsen oplyser, at ingen kom til skade ved eksplosionen og ifølge Frederiksborg Amts Avis var passagererne rolige og ved godt mod da skibet fortsatte turen til Oslo, hvor det ankom rettidigt i morges.