Millionbesparelser i Banedanmark

Sporarbejde på S-banen ved Klampenborg (a) og Charlottenlund

Regeringens forslag til finanslov for 2017 rummer en slankekur for Banedanmark. Under overskriften ’Fokuseret brug af offentlige midler’ peger regeringen på, at der er plads til millionbesparelser i drift og vedligehold af jernbanerne.

”Det forventes, at der kan spares 50 millioner kroner i 2017 stigende til 125 millioner kroner fra 2020 og frem på drift og vedligeholdelse af de statslige jernbaner og Banedanmarks opgaveløsning”, lyder det i finanslovforslaget.

Til gengæld lægges op til udvidelse af motorvejen E45 mellem Aarhus og Skanderborg under overskriften ’En bedre infrastruktur’. Udvidelsen vil koste cirka 525 millioner kroner i 2017-2020. Derudover afsættes 14 millioner kroner i 2017-2019 til ’etablering af vestvendte ramper ved Esbjergmotorvejens tilslutningsanlæg 67 ved Vejen Øst’.

De mange forslag i regeringens bud på en finanslov er ramme for de politiske forhandlinger i de kommende uger.