Milliardudvikling af Bromma

brommaDet første spadestik til den store udvidelse af Bromma Lufthavn er taget, og der satses 1,5 milliarder svenske kroner på bl.a. en ny ankomsthal og overdækkede ’fingre’ ud til standpladserne.

”Vi udbygger terminalen for at klare de passagervolumener vi har i dag, men vi sigter også på at tage højde for den vækst i passagertal, vi forventer de kommende tiår”, siger lufthavnsdirektør Peder Grunditz.

Bromma Stockholm Airport vil være i drift frem til 2038. Herefter er der ingen planer om, hvad der skal ske på lufthavnens område.

Peder Grunditz finder investeringen berettiget: ”Den analyse, der blev gennemført tidligere på året viser, at Bromma har behov for at sikre den nødvendige lufthavnskapacitet i Stockholm frem til 2038”.

Bromma Lufthavn fylder 80 år i år og ombygningen vil tage hensyn til de historiske bygninger på området. ”Vi vil fremhæve den spændende historiske betydning, som lufthavnen har”, slutter Peder Grunditz.