Milliardsatsning fra SJ på nye hurtige tog

De svenske statsbaner – SJ – vil satse 5-6 milliarder svenske kroner i 30 nye hurtige tog de kommende fem år. Sammenlagt lyder satsningen på ni milliarder svenske kroner – syv milliarder danske – i perioden og det er den største investering i SJs historie.

SJ gav et overskud i 2016 på 837 millioner kroner, mod 625 millioner året før. Indtægterne steg til 9.336 millioner fra 9.052 millioner kroner. Antallet af rejsende steg med 2%.

Men den store nyhed i forbindelse med fremlæggelsen af årsregnskabet var købet til ni milliarder kroner for nye tog og modernisering af de eksisterende. Omkring to tredjedele af beløbet skal gå til 30 nye hurtige tog, der skal indsættes i hele landet og på ruter til København og Oslo.

De nye hurtige tog skal ikke forveksles med højhastighedstog, som efter de foreløbige planer skal trafikere nye jernbaner fra Stockholm og sydpå. Hvis planerne gennemføres, kommer den togtype først om 10-15 år.