Milliard-renovering af Sydney-operaen

Jørn Utzons ikoniske operahus i Sydney får bedre lyd. Det sker med et projekt, som vil vare i syv måneder og koste 273 millioner australske dollars – 1,38 milliarder danske kroner.

Lyden i salene under de berømte skaller har aldrig spillet op til de ydre kvaliteter. Jørn Utzon blev presset ud af projektet, før han nåede til indretningen, fordi delstaten fik ny regering, der skulle vise handlekraft over for det forsinkede operaprojekt. Computersimulationer har siden vist, at Utzons lyddesign ville have virket optimalt, skriver politiken.dk.

Nu prøver man et nyt design for at få lyden i den store Joan Sutherland Theatre sal op til moderne kvalitetskrav. Operaens fem øvrige scener er åbne imens.

1,5 millioner tilskuere overværer en forestilling i huset hvert år, mens otte millioner besøger bygningsværket.