Michael O’Leary undskylder

Michael O’Leary.

Fredag meddelte Ryanair, at man aflyste tusindvis af afgange de kommende seks uger for at sikre medarbejderne deres berettigede ferier.

Mandag eftermiddag offentliggjorde selskabet en liste over de mange aflysninger på sin hjemmeside: ”Den fulde liste over flyaflysningerne vises på Ryanair.com, og kunder, der er ramt af aflysningerne, vil få en e-mail med tilbud om alternative afgange eller fuld refusion, samt detaljer om EU261 kompensationsrettigheder”, hed det i en pressemeddelelse. EU261 er en forordning fra Europa-Parlementet, om passagerrettigheder i tilfælde af aflysninger, skriver business.dk.

Ifølge Ryanair har man fortrinsvist valgt at aflyse flyvninger fra lufthavne med flere alternative afgange for at minimere besværet.

Ryanairs chef, Michael O’Leary, har også kommenteret de mange aflysninger. Det gør han med en ’uforbeholden undskyldning’: ”Det er et roderi, som vi selv har lavet. Jeg undskylder dybt til alle vores kunder for enhver bekymring, som det har forvoldt dem”. Han understreger dog, at 98% af selskabets kunder ikke vil blive berørt af aflysningerne

Michael O’Leary afviser, at der skulle være pilotmangel i selskabet, men siger, at man har ’kludret i tildelingen af årlig ferie til piloter i september og oktober’.