Metaltræthed årsag til alvorligt uheld

Havarikommissionen fremlægger nu årsagen til den meget omtalte evakuering af en MD82 i CPH i februar sidste år, hvor fem besætningsmedlemmer og 130 passagerer måtte forlade flyet på grund af røg i kabinen. Det norske kronprinsepar var med flyet.

Årsagen til begivenheden er nu klarlagt, og den viser sig at være metaltræthed i den ene motor, som fik flere bolte til at løsne sig under flyets start. Det løsnede den såkaldte ‘Front Accessory Drive’, der holder ‘næsen’ i luftindtaget fast, skriver ekstrabladet.dk.

Der blev ikke suget metaldele ind i motoren, men til gengæld kom der masser af olie, som medførte en kraftig røgudvikling, der nåede ind i kabinen, så røgalarmer på toiletterne gik i gang.

Kaptajnen stoppede venstre motor ved at lukke brændstoftilførslen og da der blev rapporteret røg i kabinen slukkede han også højre motor og beordrede evakuering.

Evakueringen tog halvandet minut og fem kom til skade, oplyser Havarikommissionen.

En laboratorieundersøgelse viste, at det var metaltræthed, der fik 15 bolte til at revne.

”Det er et kendt problem og motorfabrikken har udsendt servicebulletiner, hvor man anbefaler at skifte til en FAD, der er tykkere i godset, men det er ikke noget krav. Der er kun få tilbage i verden med den ‘tynde’ FAD, siger havariinspektør Kurt Færch Madsen til ekstrabladet.dk.

”Røgen opstod kun, fordi der blev suget olie ind i motoren. Kaptajnen vidste ikke, om der var ild, så han valgte at evakuere”, siger Kurt Færch Madsen.