Mere trafik på vej til Københavns Lufthavne

Konferencer med repræsentanter fra forskellige flyselskaber er et vigtigt middel til at nå målsætningen om at øge antallet af passagerer i Københavns Lufthavn. Møderne er nemlig med til at generere mere trafik, vurderer lufthavnen efter sidste uges årlige interlinekonference i København, hvor 21 ud af 58 flyselskabskunder i lufthavnen deltog.

”Vi venter helt klart, at der kommer flere samarbejdsaftaler på banen med de selskaber, der var med. Der var generelt en positiv stemning, og flyselskaberne følte, at de fik noget med hjem,” siger ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen, Københavns Lufthavne.

Sidste år medførte interlinekonferencen blandt andet, at selskaber fra Sydeuropa indgik samarbejdsaftaler med flyselskaber i Norden. Det betyder, at de nordiske selskaber nu flyver passagererne til København, hvorfra de kan flyve videre til Sydeuropa med de sydeuropæiske selskaber.

(Børsen, d. 3. marts, 2008)

Skrevet af