Meget dyrere forlystelser

Siden 2000 er prisen for en billet til Tivoli steget med ikke mindre end 132% fra 41 kroner i 2000 til 95 kroner i 2010. Noget tilsvarende gælder for adgangen til Zoologisk Have, hvor prisstigningen har været 100% fra 70 til 140 kroner, mens biografbilletterne er steget med 42% fra 52 kroner til omkring 74 kroner i gennemsnit i dag, skriver jp.dk.

Ifølge ekspert i forbrugeradfærd og oplevelsesøkonomi Heidi Boye vil priserne blive ved med at stige, så længe kunderne er villige til at betale, og det er de, hvis de føler oplevelsen modsvarer den pris, de betaler.

Søren Rønning, der er direktionschef i Zoologisk Have, siger til Urban, at undersøgelser viser, at de besøgende er tilfredse med priserne i forhold til de mange gratis oplevelser, adgangen giver.

Tivolis hastigt voksende billetpriser ser heller ikke ud til at skræmme kunderne væk – i hvert fald er besøgstallene stort set uændrede i omegnen af fire millioner gennem alle årene.

Skrevet af Flemming Juul