Lyn-ramt fly fra London fortsætter til Indien

En Boeing 787-8 Dreamliner fra British Airways på vej fra London Heathrow til indiske Chennai blev kort efter start ramt af lyn, men valgte at fortsætte den ni timer lange flyrejse.

Ifølge avisen The Telegraph landede flyet i Chennai med blot 45 minutters forsinkelse. Her kunne teknikere konstatere, at lynet havde lavet 42-46 huller i flyet, som blev forhindret i at gennemføre den planlagte returflyvning af ’tekniske årsager’, skriver ekstrabladet.dk.

”Det pågældende fly fik mindre skader som følge af et lynnedslag, og vi sendte teknikere til Indien for at inspicere flyet, før det vendte tilbage i drift”, siger Victoria Madden fra British Airways.

Efter en teknisk gennemgang af flyet fløj det efter nogle dage uden passagerer retur til London for yderligere undersøgelser. Det er nu genindsat i driften.