London City Airport får svensk fjernstyring

Lufthavnen  bliver den første i Storbritannien til at benytte fjernstyret trafikkontrol, der er udviklet af SAAB Digital Air Traffic Solutions og allerede benyttes i svenske lufthavne.

Teknologien betyder, at i stedet for at have flyveledere siddende i et tårn i selve lufthavnen, opføres et nyt tårn, som udrustes med 14 high definition kameraer og to bevægelige zoom-kameraer, som sender billeder og data til et nyt operationslokale i NATS kontrolcenter i Hampshire, der i forvejen styrer overflyvende trafik i Wales og England.

Det nye system vil angiveligt viderebringe billeder fra lufthavnen med skarpere detaljer, end det menneskelige øje er i stand til at opfatte.

Det nye system testes et år, før det fuldt ud skal overtage driften.