Legoland klar til kæmpeudvidelse

LEGO_NINJAGO_kortLegoland i Billund bygger videre på koncernens succes med et nyt Ninjago-univers på 5.100 kvm., 727.000 Lego-klodser og et budget på 85 millioner kroner.

”Ninjago er et univers, der er kendt af børn i hele verden. Historien handler om venskab, det gode mod det onde og en masse aktiv leg”, siger direktør i Legoland, Christian Woller.

Området skal danne ramme om to indendørs forlystelser og tre udendørs aktiviteter, en butik og en madbod. Trækplasteret bliver den såkaldte Ninjago The Ride, en kørende forlystelse i 4D, hvor gæsterne som aktive spillere bekæmper skurke ved hjælp af jord, ild, is og lyn på 3D-skærme, skriver finans.dk.

Desuden rummer området en laserlabyrint, hvor man skal smyge sig gennem en tunnel uden at blive ramt af laserstråler, samt en klatrevæg og et reaktionsspil.

Ninjago-området åbner sammen med Legoland i marts 2016.