Det nye Lego House, som kaldes et oplevelseshus, er endnu en attraktion i Billund, designet af Bjarke Ingels med fuldt fokus på de verdenskendte klodser.
”Vi har i forvejen det, vi kalder ’Lego Idé Huset’ – et internt Lego-museum, der tager de besøgende med tilbage til virksomhedens grundlæggelse i 1932. Den oplevelse bliver nu tilgængelig for alle. Desuden byder Lego House på oplevelser baseret på Lego-klodsen, hvor gæsterne kan slippe kreativiteten løs”, siger Legos direktør Jens Vilstrup til bt.dk.
Lego House er bygget midt i Billund og hele byen deltager i eftermiddagens åbningsaktiviteter på Ole Kirks Plads, opkaldt efter Legos grundlægger. Også kronprinseparret kommer til stede.
Bygningen består af 21 stablede hvide klodser, kronet med en overdimensioneret 2×4-klods – den såkaldte Keystone. Huset består af forbundne udendørs terrasser og legepladser. Konstruktionen gør bygningen delvist tilgængelig som offentlig plads i Billund.
Lego regner med et besøgstal på 250.000 det første år.