Lampedusa med Århus Charter

lampedusaÅrhus Charter lancerer med danmarkspremiere den Syditalienske perle Lampedusa, som ny charterdestination.

Det århusianske rejsebureau kalder det en verdenspremiere, idet bureauet er først med at arrangere charterrejser til den italienske ø.

”Den lille ø har hidtil primært været forbeholdt italienske feriegæster, men nu har vi fået muligheden for i hele juli at flyve vores gæster direkte fra Aarhus Lufthavn til lufthavnen på Lampedusa, hvorfra der kun er 5-10 minutters transfertid til vores hoteller”, fortæller bureauchef og medejer Henrik G. Jensen.

Han fremhæver bl.a. øens uspolerede strande med kridhvidt sand og rent og turkisblåt vand, som indbyder til badning og sejlads til de spændende grotter og bugter.

”Byen Lampedusa rummer masser af restauranter, barer og et autentisk havnemiljø, hvor lokale fiskere lander deres friske fisk og skaldyr. Endvidere er Syditalien, altid garant for stor gæstfrihed og et højt serviceniveau”.

Flyvetiden er 3½ time, og Århus Charter tilbyder fem afgange i højsæsonen i juli.