Lån sommerhuset ud til kræftramt familie

Kræftens Bekæmpelse lancerer sommerhusportalen Giv-Frirum.dk, hvor danskere kan udlåne deres private sommerhus ud til kræftpatienter og deres familier.

Inspirationen kommer fra Australien, hvor Cancer Council Victoria tilbyder et ’Holiday Break Program’ til kræftramte. I 2015 begyndte Kræftens Bekæmpelse med pilotprojekter omkring sommerhusudlån i Danmark.

”Vi har en ny måde at hjælpe andre på. Lån noget af dit eget ud og støt andre i en svær sag. Initiativet sætter en streg under, at kræftsagen er en folkesag med den medmenneskelige relation som omdrejningspunkt”, siger Laila Walther, afdelingschef for Patientstøtte og Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse.

På Giv-Frirum.dk kan danskerne med få klik tilbyde kræftpatienter og deres familier gratis ophold i deres sommerhus. For en kræftpatient, der er midt i behandlinger, er et ophold i et sommerhus måske netop dét, som giver overskud.

”Jeg vil gerne sige tak til alle, der vil låne deres sommerhus ud og håber selvfølgelig, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden”, siger Laila Walther.

Giv-Frirum.dk.dk er en online-portal, hvor sommerhusejere kan stille hus til rådighed. Kun kræftpatienter kan tilgå sommerhusene via en personlig gæstekode, som særskilt tildeles af Kræftens Bekæmpelse. Derefter er det op til udlåner og kræftpatient at aftale de praktiske omstændigheder. Der vil være overensstemmelse mellem mængden af tilgængelige sommerhuse og antallet af kræftpatienter med en gæstekode.

En evaluering blandt 60 sommerhusejere, der i 2016 havde udlånt deres sommerhuse til kræftramte, viste, at 87% af ejerne syntes, at selve kommunikationen med de kræftramte havde været rigtig god. Herudover sagde 100%, at selve oplevelsen med at låne ud havde været virkelig god eller god.