Kystturisme med uspoleret natur og gode faciliteter

Kystturist_NYTuristerne kommer på grund af vores uspolerede natur – men samtidig efterlyser de flere faciliteter og senest har regeringens vækstplan fastslået, at naturen og miljøet skal udnyttes mere aktivt som vækstfaktor – også med nye servicefaciliteter, men uden at sætte naturbeskyttelsen over styr.

Det er paradokset for dansk kystturisme, som oplever tilbagegang og har alvorligt brug for nytænkning. Derfor er Videncenter for Kystturisme nu katalysator for initiativer, der skal analysere og kortlægge mulighederne for flere turistfaciliteter.

“Udfordringen er at få etableret nye faciliteter i balance mellem benyttelse og beskyttelse. Der er ingen – heller ikke i turistbranchen – der ønsker at gentage de fejl, vi tidligere har set i udlandet, f.eks. med den voldsomme udbygning langs kysterne i Spanien,” siger konsulent Jan Bjarnason, Videncenter for Kystturisme. “Men med små virkemidler og stor omtanke kan man komme langt for at imødekomme turisternes behov. Det kræver en nuanceret og fordomsfri tilgang.”

På den baggrund holder Videncenter for Kystturisme sit andet dialogseminar for inviterede nøglepersoner, bl.a. planchefer og projektledere i kommunerne, der har udfordringen inde på livet. Formålet er at udfordre og inspirere på konstruktiv basis, og derfor holdes møderne med deltagelse af Naturstyrelsen, der er myndighed i en lang række turistprojekter.

Videncentrets analyser viser, at turisterne ofte har helt basale ønsker, som f. eks. toiletfaciliteter, læhegn og fast belægning på udvalgte steder, så kørestole og barnevogne også kan krydse klitterne. Arbejdet har også afdækket et ønske hos projektmagerne om en mere stringent sagsbehandling hos myndighederne. Desuden er der udtrykt forslag om at oprette små, afgrænsede zoner langs kysterne, hvor rammerne er mere frie.

Naturstyrelsen er også i gang med en analyse af planlægning indenfor kystturisme. På mødet gennemgås nogle af de typiske udfordringer for turistprojekter, når det gælder klitfredning og strandbeskyttelseslinje. Videncentrets inspirationskatalog med turismefaciliteter i naturen kan findes på www.ckt.dk