Home Nyheder Kunder mister 2,2 mio. kr. i konkurs

Kunder mister 2,2 mio. kr. i konkurs

3
SHARE

Kunderne får intet, og ejeren slipper for videre tiltale i sagen om rejsebureauet Hansen Rejser, der i juli sidste år gik konkurs.

Sådan lyder meldingen fra selskabets kurator, advokat Jens Pontoppidan, der netop har afsluttet behandlingen af konkursboet, skriver finans.dk.

700 kunder havde inden konkursen betalt for rejser gennem nordjyske Hansen Rejser. Efterfølgende har 245 anmeldt krav mod boet med et tilgodehavende på 2,2 millioner kroner, men alle pengene er tabt. Der er ikke værdier i boet til andet end selve behandlingen af konkursboet, lyder det.

Hansen Rejser, der arrangerede kør selv-ferier, blev erklæret konkurs den 5. juli i fjor. Sagen vakte opsigt, fordi ejeren, Carsten Johnny Hansen, en uge før konkursen ifølge kurator var klar over, at selskabet ikke kunne overleve. Alligevel hævede ejeren knap 400.000 kroner i selskabet og brugte størstedelen til at tilbagebetale nogle af kreditorerne. Han overførte også 70.000 kr. til sig selv.

Carsten Johnny Hansen har afvist, at han er erstatningsansvarlig for de 389.000 kr., som han brugte på nogle kreditorer – deriblandt sig selv. Men han har indvilget i at tilbagebetale 75.000 kr.

”Kurator er endvidere ikke stødt på forhold, der har givet anledning til at rette henvendelse til politiet”, skriver Jens Pontoppidan og afviser, at Carsten Johnny Hansen har opført sig strafbart.

Jens Pontoppidan har brugt over 100 timer på at behandle konkursboet og skal have 204.000 kr. i salær.

3 COMMENTS

Comments are closed.