Kraftigt jordskælv rammer Italien

Accumoli.

Accumoli.

Det centrale Italien blev i nat rystet af et jordskælv, der er målt til en styrke på 6,2 på Richterskalaen ifølge USAs Geologiske Institut, USGS.

Mindst 22 personer meldes omkommet og over 100 savnes. Dødstallet frygtes at stige yderligere, efter en meget stor del af Accumoli er styrtet sammen og har begravet flere under ruinerne. Også en række omkringliggende mindre byer melder om sammenstyrtede huse og omkomne.

”Vejene ind og ud af byen er ødelagt og over halvdelen af byen er væk”, siger borgmester Sergio Pirozzi.

Skælvet ramte omkring 75 kilometer sydøst for Perugia, hovedbyen i regionen Umbrien. Skælvet var relativt overfladisk med en dybde på blot ti kilometer.

Ifølge Reuters kunne skælvet mærkes i Rom, der ligger cirka 170 kilometer fra epicentrum. Rystelserne fik borgere i hovedstaden til at vågne fra deres nattesøvn.

Italien bliver ofte ramt af jordskælv. I 2009 døde flere end 300, da et skælv med en styrke på 6,3 ramte i regionen Aquila. I maj 2012 blev 23 personer dræbt, da to jordskælv med ti dages mellemrum ramte i den nordlige del af landet.