Home Nyheder Kongernes Jelling som årets museum

Kongernes Jelling som årets museum

0
SHARE

57028f3572Kongernes Jelling er nomineret til Europas største museumspris – European Museum of the Year Award (EMYA).

Prisen er en anerkendt international konkurrencer for museer. Mellem de tidligere vindere findes prestigemuseer som Guggenheim i Bilbao og Victoria and Albert Museum i London.

Det er blandt andet den nye udstilling i Kongernes Jelling, der har fået udlandets øjne op for det danske museum. Siden juni 2015 har over 300.000 besøgende oplevet den moderne formidling. Der har været omtale i både danske og engelske aviser og selv New York Times har været forbi.

Kongernes Jelling vil være et godt eksempel og vil inspirere andre museer og besøgscentre, der kun har få genstande at udstille, ligger langt fra de store byer og vil tiltrække nye besøgsgrupper.

”Vi får mange positive kommentarer fra vore gæster, men at få denne anerkendelse og blive nomineret ved en international konkurrence betyder rigtig meget. Det bringer budskabet om vores formidling endnu længere ud”, siger Hans Ole Matthiesen, daglig leder af Kongernes Jelling.

En hollandsk dommer besøgte Jelling i august, og siden har en anonym bedømmer været forbi. De kunne åbenbart lide det de så. I maj bliver det afgjort, om fortællingerne om vikingekonger og religionsskiftet er nok til at vinde prisen.

Det er ikke første gang, at Kongernes Jelling får international opmærksomhed. Tidligere på året var museet nomineret til en pris i ’The British Museum and Heritage Award’.

European Museum of the Year Award gik i 1988 til Brandts Klædefabrik i Odense, og i 1994 var det Nationalmuseet tur.