Home Nyheder ’Kom op af vandet, hvis det lyner’

’Kom op af vandet, hvis det lyner’

0
SHARE

Hvis man har trodset regnen og er gået i vandet, er det vigtigt at holde øje med, om det pludselig begynder at tordne og lyne, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning.

”Selv om der ikke er større sandsynlighed for, at lynet slår ned i vand, end på land, så er vand så god en elektrisk leder, at et lyn kan slå ned et stykke væk og stadig ramme dig”, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning.

Han anbefaler, at man søger inden døre eller sætter sig i sin bil og lukker døre og vinduer, når det lyner og tordner.

”Lige så snart man kan høre torden, skal man væk fra stranden. Kan man ikke komme ind i et hus eller en bil, skal man gøre sig så lille som muligt. Det er ikke en god løsning at søge ly under for eksempel et træ”.

Når det tordner, skifter livredderne de rødgule flag på livreddertårnet med et helt rødt flag.

Er man på en båd, anbefaler Anders Myrhøj, at man søger under dæk, hvis det er muligt, da masten kan tiltrække lyn ude på åbent vand.

TrygFonden Kystlivredning har livreddertårne på 35 strande og havnebade i hele landet.