Københavns Lufthavn lander igen fornem pris

Thomas Woldbye.

Thomas Woldbye.

For 10. gang på 12 år er Københavns Lufthavn kåret som ’Europas mest effektive lufthavn’. Optimeringer og effektiv udnyttelse af kapaciteten har banet vejen for den internationale anerkendelse. Lufthavnen har f.eks. sensorer, der registrerer, om passagererne står stille eller bevæger sig.

Air Transport Research Society (ATRS) kårer én gang om året verdens mest effektive lufthavne, og for 10. gang på 12 år hjemtog Københavns Lufthavn titlen som Europas mest effektive. Prisen blev overrakt ved sammenkomst i går i Singapore, hvor Københavns Lufthavns adm. direktør Thomas Woldbye tog imod og bagefter sagde:

”Vi ser denne pris som anerkendelse af vores arbejde med at styrke vores position som et af de vigtigste knudepunkter i Nordeuropa. Vi arbejder konstant på at øge vores kundetilfredshed og effektivitet gennem automatiseringer og selvbetjeningsløsninger, som også betyder, at vi reducerer omkostningerne for vores partnere; flyselskaber, handlingselskaber, forpagterne og andre, der driver forretning i Københavns Lufthavn.”

“Hvert år analyserer ATRS lufthavnenes omkostninger og resultater for 200 lufthavne verden over for at nå frem til de mest effektive lufthavne i alle de store regioner. Vi er glade for at præsentere dette års vindere på vores verdenskonference i Singapore – lufthavne, der tjener som benchmarks for branchen,” siger professor Martin Dresner, koncernchef for ATRS.

Thomas Woldbye tilføjer: ”For nogle år siden etablerede Københavns Lufthavn en ’Airport optimazation’ afdeling, der arbejder på at vurdere vores effektivitet og at søsætte nye initiativer, der kan gøre os mere effektive.”

Konkrete beviser på fokus på effektivitetsforbedringer finder f.eks. i den nyrenoverede Terminal 2. Et af de seneste tiltag i terminalen er sensorer i loftet, der registrerer, om passagererne bevæger sig eller står stille. På den måde er lufthavnen bedre i stand til at forudse og dermed forebygge køer.

”Selv om vi har skabt over 2.000 flere kvadratmeter til passagererne, havde vi med det stadigt stigende passagertal alligevel behov for at effektivisere terminalen. Derfor har vi bl.a. gennem dynamisk kø-styring, selvbetjente bagagedrop og optimeret udnyttelse af check-in faciliteterne øget terminalens kapacitet betragteligt,” siger Thomas Woldbye.

De selvbetjente bagagedrop nedsætter den tid, passagererne bruger ved skranken til 15 sekunder, og den optimerede udnyttelse af check-in faciliteterne har øget effektiviteten 30%. Begge dele var medvirkende til, at Københavns Lufthavn sidste år reducerede sine omkostninger pr. passager med 1,7%.