København med direkte rute til Caribien

Fra fredagens åbning af den nye rute fra København til Caribien, fra venstre Norwegians salgschef i Danmark, Frank Nordbjerg Olesen, direktør for Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye, USA’s ambassadør Rufus Gifford, Karin Gert Nielsen, der bl.a. repræsenterer De Amerikanske Jomfruøer i Norden, og Københavns Lufthavns salgsdirektør, Peter Krogsgaard.

Fra fredagens åbning af den nye rute fra København til Caribien, fra venstre Norwegians salgschef i Danmark, Frank Nordbjerg Olesen, direktør for Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye, USA’s ambassadør Rufus Gifford, Karin Gert Nielsen, der bl.a. repræsenterer De Amerikanske Jomfruøer i Norden, og Københavns Lufthavns salgsdirektør, Peter Krogsgaard.

To gange indenfor en uge får Københavns Lufthavn nye direkte ruter til Puerto Rico og Sankt Croix samt Las Vegas.

I morgen, tirsdag, får Københavns Lufthavn direkte rute med Norwegian en gang om ugen til Las Vegas – men i fredags lettede endnu en ny rute med Norwegian til Puerto Rico og Sankt Croix på De Amerikanske Jomfruøer, fløjet en gang om ugen i vinterhalvåret.

Den nye rute til Puerto Rico og derfra til Sankt Croix blev indviet af USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford: “Når flyselskaber åbner nye direkte ruter mellem Danmark og USA, får danskerne lettere adgang til flere dele af USA, plus det tiltrækker flere amerikanere til Danmark. Noget som gavner økonomien på begge sider af Atlanten,” sagde han.

Åbningsruten til det tidligere Dansk Vestindien havde tre danske piloter med Michael Nybo som kaptajn på Norwegian-flyet.

”Norwegians nye rute til St. Croix er længe ventet. Jeg glæder mig over, at den nye rute kommer forud for 100-året for det danske salg af øerne i 1917,” siger bl.a. turistchef i Norden for De Amerikanske Jomfruøer, Karin Gert Nielsen.

I dag er Danmark næststørste turistmarked på De Amerikanske Jomfruøer, kun overgået af USA. Der var sidste år 25.000 danske ankomster til Jomfruøerne. Danske rejsebureauer som Albatros Travel, Bravo Tours, Nyhavn Rejser og Stjernegaard Rejser har købt sæder på Norwegians nye rute til Caribien.

Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours, sagde forleden, at charterrejsebureauet er største kunde på Norwegians flyvninger fra København til De Amerikanske Jomfruøer.

”Og vi har sikret os, at vores gæster ikke strander på f.eks. De Amerikanske Jomfruøer, hvis Norwegian får problemer med sine fly. Er fejlen Norwegians, sørger de for at gæsterne flyves med andre selskaber til f.eks. Fort Lauderdale i Florida, hvortil Norwegian har ruter fra de skandinaviske lande.”