Ti kokke og fem tjenere er nu klar til finalen om Årets Kok og Årets Tjener 2017. De blev fundet på Kold College i Odense og skal den 21. marts kæmpe om de uofficielle Danmarksmesterskaber.
Søndag stillede 16 deltagere op i konkurrencens semifinaler, hvor de i løbet af den fire timer lange konkurrence skulle tilberede to retter til fem kuverter ud fra en udleveret råvarekasse. I dommerpanelet sad blandt andre kokkekoryfæerne Per Hallundbæk og Bo Jacobsen, foruden den tidligere vinder, Thorsten Schmidt.
I tjenerkonkurrencen blev tolv deltagere til fem, da semifinalisterne forsøgte at overbevise et dommerpanel ledet af sommelier på den Michelin-restaurant AOC, Christian Aarø. De fem finalister skal nu kæmpe om at overtage titlen efter Peter Pepke fra Restaurant Kong Hans i København. Finalen i Årets Tjener afholdes sideløbende med kokkekonkurrencen den 21. marts næste år.
I semifinalerne skulle tjenerne blandt andet vise prøver på deres kunnen i en teoretisk prøve, menuforklaring, ost/øl, vinidentifikation, servietfoldning, mixologi og filetering.
Årets Kok og Årets Tjener arrangeres i samarbejde mellem Horesta og 3F.