Kimpton er USA’s mest attraktive hotelarbejdsplads

Opfinderen af boutique hotels, Kimpton Hotels, er højest placerede hotelvirksomhed når det gælder medarbejdertilfredshed, viser ny undersøgelse.

For fjerde år i træk har Fortune Magazine hotelgruppen Kimpton som en af de 100 bedste virksomheder at arbejde for i USA. Listen toppes af Google.

Med en 28. plads er Kimpton Hotels den højest rangerende hotelvirksomhed på listen. Kimpton har 7.480 ansatte.

Som nr. 64 kommer Marriott med over 99.000 ansatte, nr. 83 er Four Seasons Hotels & Resorts med 12.800 på lønningslisten. Der er ingen passagerflyselskaber på listen.

Fortune forklarer Kimptons placering således: “Når de ansatte i hotelkæden arbejder over, sender virksomheden blomster og gavekurve til deres familier. Desuden belønnes en ekstra indsats med spaophold, betalte fridage, og fladskærmsfjernsyn.”

Kimpton Hotels repræsenteres i Norden af GSA-bureauet Atlantic Link, hvis ejer og direktør, Karin Gert Nielsen siger:

“Kimpton prøver at gøre en forskel. På mange af de over 50 hoteller i USA tilbydes gæsterne bl.a. lånecykler, yogatimer på værelset, løbeture med hoteldirektøren og sund mad.”

Avisen USA Today lavede i 2007 liste over de 25 største ændringer i rejsebranchen de seneste 25 år. Her hed det bl.a., at i 1983 åbnede Bill Kimpton sit andet hotel i San Francisco og skabte dermed ”boutique-hotellet” med personlig service og individuelt indrettede værelser.

Kimpton Hotels er navnlig koncentreret i Californien. Alene i hjembyen, San Francisco, er der ni – det andet store tyngepunkt er den amerikanske østkyst fra Washington DC til Boston.

Kimpton har 8.000 hotelværelser, ingen af hotellerne har over 500 værelser – et typisk Kimpton-hotel har 200-250 værelser og 3-4 stjerner.