Kategori 5-orkanen Maria rusker Caribien

Det første offer for orkanen Maria blev den caribiske ø Dominica. Det er den kraftigste orkan, der nogensinde har ramt øen. Premierminister Roosevelt Skerrit har sagt til BBC, at øen har lidt omfattende skader.

”Vi har mistet alt, hvad penge kan købe og erstatte”, fortalte han og fortsatte på Facebook: ”Vinden er nådesløs. Vi skal overleve ved guds nåde. Mit tag er væk. Jeg er overladt til orkanens skæbne. Huset bliver oversvømmet. Vi ved ikke, hvad der sker udenfor. Vi tør ikke at se ud. Alt, vi hører, er tage der flyver rundt. Det er lyden af vindens rasen. Vi beder til, at det snart må slutte”. Ifølge dr.dk kunne han kort efter meddele, at han var blevet reddet.

Maria er en kategori 5-orkan med vindstød på op til 260 kilometer i timen.

Naboøen Martinique blev også ramt af orkanen. Her er det mest massiv regn, der har gjort, at mere end 16.000 hjem er uden strøm.

Prognoserne tyder på, at orkanen vil ramme Puerto Rico direkte, skriver CNN. Orkancentret NHC advarer Puerto Rico om, at orkanen er ‘en ekstremt farlig større orkan’. Øens guvernør Ricardo Rosello har erklæret undtagelsestilstand. Man evakuerer indbyggere fra visse steder og har åbnet 500 shelters, der kan huse op til 125.000 personer.

Også på øgruppen Leeward Island er der nu udstedt orkanvarsel. Det gælder føerne Guadaloupe, St. Kitts, Nevis og Montserrat, de Amerikanske Jomfruøer og de Britiske Jomfruøer.

Samtidigt er der udsendt tropisk stormvarsling for øerne Martinique, Antigua og Barbuda, Saba og St. Eustatius, St. Martin, Anguilla og St. Lucia, skriver dr.dk.