Kæmpebølge beskadiger krydstogtskib

Luksusrederiet Silversea er tvunget til at aflyse et krydstogt med ekspeditionsskibet Silver Explorer efter skibet blev beskadiget af en kæmpebølge i hårdt vejr på et 18-dages togt til Antarktis.

Ifølge flere medier er fire besætningsmedlemmer kommet til skade ved begivenheden, som fandt sted mellem Ildlandet på Sydamerikas sydspids og Antarktis.

Rederiet bekræfter, at alle 133 passagerer og 113 besætningsmedlemmer har det godt, men skaderne på skibet var så alvorlige, så man afkortede togtet og aflyste det følgende togt, der skulle starte 21. januar.

Skibet har søgt ind til Ushuaia i Argentina, som det forlod tidligt i januar. Skibet ventes at genoptage sine togter med et 10-dages krydstogt fra 31. januar.